Zyx: En halspastil for fin til almindelig halsbetændelse

Nu kører de igen, TV-reklamerne for halspastillen Zyx. Åbenbart en meget fin tablet, der virker mod fine ting, jeg ikke forstår. Med alle de fine ord bliver jeg i tvivl: Virker den overhovedet mod en almindelig halsbetændelse?

Zyx har sin egen, nydelige hjemmeside. Her kan man blandt andet læse:

Zyx er en lokalt virkende, antiinflammatoriske og smertestillende sugetablet.

Zyx nedbryder den inflammatoriske proces, der giver anledning til smerten og irritationen i halsen.

Uhadada, det lyder sandelig fint og meget læge-teknisk. Det må da være finere og mere alvorligt end en ganske almindelig halsbetændelse. Bortset fra, at det er det ikke: Inflammation er bare et finere ord for betændelse.

Men hvorfor så ikke bare skrive om ondt i halsen og halsbetændelse, så vi forstår det?

Dårlige søgeresultater

Hjemmesiden er faktisk ganske god med forklaringer, spørgsmål og svar, bivirkninger og andre relevante oplysninger. Der mangler bare en klar afsender på hjemmesiden og kontaktoplysninger. Men det lader jeg ligge lige nu.

Det er lidt værre for producenten, at sproget og valget af ord har stor betydning for placeringen ved søgninger. Googler man på “halsbetændelse” er Zyx slet ikke med på de første sider i søgeresultaterne. Det går lidt bedre med “ondt i halsen”, men tabletten ligger langt ned på første side. De resultater kunne være meget bedre med et bevidst valg af ord, der bruges af almindelige mennesker.

Dårlig svensk oversættelse

Jeg tror en del af forklaringen er svensk. Den fine hjemmeside har nemlig en svensk kopi. Og svenskerne siger netop inflammation, hvor vi danskere kalder det betændelse. For eksempel hedder øjenbetændelse på svensk ögoninflammation.

Så mon ikke det dårlige danske sprog hos Zyx stammer fra en dårlig oversættelse af de svenske tekster.

Hvis jeg skulle skrive, var det nok blevet sådan har

Zyx er en sugetablet mod betændelse og smerter i halsen.

Zyx nedbryder den betændelse, der giver smerter og irriterer din hals.

 

Kære Zyx: Hvis I mangler en dansk teksforfatter, ringer I bare.

 

Om Henrik Isen

Har skrevet en del selv og læst meget, som andre har skrevet. Det har jeg rettet til, skrevet om, strammet op eller hvad der nu var nødvendigt.
Dette indlæg blev udgivet i Skriv godt, Skriv til nettet og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>